Det er uligt, at jeg tidligere har nævnt det; det er ligeledes muligt, at jeg fuldstændigt har glemt at nævne det for dig. I hvert fald...: Jeg har en plan om at gøre karriere som forfatter. Hvorfor? Fordi jeg kan lide at skrive. Fordi jeg har talent. Fordi der er en masse historier, som jeg ønsker at dele med alle jer andre.
Her kommer der en smagsprøve. Det er en historie, som jeg startede på for et par dage siden, og som tager grundlag i min drøm om kærlighed, samtidigt med, at jeg prøver at undgå for meget Hollywood.
Her kommer den:
Han sad ved vinduet i Café Phoenix, da jeg fik fri fra arbejde. Rådhusurets visere bekendtgjorde, at klokken nu var kvart i fem, og skyerne på himlen truede med regn.
Min plan havde egentligt været at søge ly i caféen, men da jeg så ind i hans mørke, blå øjne gennem ruden, blev jeg pludseligt usikker. Han hævede spottende det ene øjenbryn, og jeg fik taget mig sammen – hvad lignede det, at jeg stod her og trippede som en genert skolepige? Jeg behøvede jo ikke at sætte mig i nærheden af ham.
Da jeg havde fået sat mig ved et bord, som stod på betryggende afstand af hans, fiskede jeg min bog op fra tasken. Efter mine talrige besøg vidste de fleste af servitricerne efterhånden, hvad jeg plejede at bestille, og snart sad jeg og varmede venstre hånds fingre på det sædvanlige krus kaffe. I højre hånd holdt jeg Stolthed og Fordom, og selvom jeg ikke kunne samle mig om de myldrende bogstaver, virkede det alligevel beroligende at vide, at de var der – så ville jeg hele tiden have et sted at flygte hen, hvis der skulle ske noget uventet.
Han blev siddende ovre ved vinduet. Jeg prøvede ikke at stirre alt for åbenlyst på ham, men jeg er ikke sikker på, at det lykkedes. Indimellem løsrev han blikket fra regndråberne, der strømmede ned over ruden, og første gang, jeg ikke nåede at trække øjnene til mig, og vores blikke mødtes, virkede det, som om han så lige igennem mig. De sorte pupiller borede sig ind i mine, og jeg kunne ikke udholde det skarpe blik; jeg blev nødt til at rive mig løs, og se væk. Bagefter skammede jeg mig over min svaghed.
Næste gang han fangede mit blik, var jeg bedre forberedt, og jeg formåede delvist at besvare hans smil. Dog kunne jeg stadigvæk ikke holde de borende, blå øjne ud, og det både frustrere og fyldte mig med bølgende afmagt, at jeg ikke bare kunne lade som ingenting, og ignorere ham. Herregud, jeg kendte jo ikke engang han navn! Det var direkte patetisk!
Da jeg forlod caféen klokken skes, så han efter mig gennem vinduet. Jeg kunne mærke hans blik på mig, da jeg skyndte mig ned ad gaden for at fange bussen. Jeg prøvede at virke elegant og tog lange, langsomme skridt, bevæge hofterne lidt ekstra under frakken, men jeg var hele tiden ved at vrikke om i de lidt for højhælede sko, og uden at vide, hvorfor, havde jeg en snigende fornemmelse af, at han sad og grinede af mig. ”Det kan være fuldstændigt lige meget!” tænkte jeg trodsigt, ”Hvad skulle hans mening dog interessere mig?!”
Klokken halv ét lå jeg stadigvæk vågen på sofaen i stuen. Soveværelset var for varmt, og selv med begge vinduer åbne kunne der ikke komme ordentligt gennemtræk derinde – stuen, derimod, var en del behageligere.
Mine tanker blev ved med at vende tilbage til den aften – kunne det virkelig passe, at det kun var fem dage siden? Det virkede, som om det lå en evighed tilbage...
Det var den første dag i skolernes sommerferie, og min lillesøster, Maja, havde lige afsluttet sit 9. skoleår. Mine forældre havde aftalt, at jeg ”kunne få lov” til at tage hende en tur med i byen, og selvom jeg ærlig talt helst havde været fri, gik jeg ind på aftalen. Hun var jo, trods alt, min lillesøster.
Vi var på vej ned mod en af aftencaféerne nede ved havnen, hvor vi havde aftalt at mødes med mor og far. Jeg skulle lige til at finde min mobil frem, og ringe til dem, dat det gik op for mig, at min lomme stod åben, og i et glimt gik det op for mig, at jeg havde tabt min telefon. ”Pis!” Maja så undersøgende på mig – vi var næsten lige høje nu, men selvom hun havde farvet sit hår, i en brun nuance, der kun var en anelse lysere end min, var det ikke til at se, at vi var søskende. For det første var der øjnene. Min var mørkegrønne, mens hendes svingede mellem blå og grå. Ansigtstrækkene skabte heller ingen lighed: Jeg havde altid haft skarpe, markerede kindben og kæber, mens hun havde bløde linjer og former - og ikke kun i ansigtet. Jeg kunne ikke lade være med at sukke indvendigt. Hun var én af den slags piger, som alle var misundelige på. Brunlig hud, lange ben... Jeg selv var bare bleg og lidt for tynd.
”Hvad er der, Liv?” Jeg rystede på hovedet.”Ingenting, jeg har bare tabt min telefon. Typisk, nu skal jeg have alt det besvær med at få spærret kortet, og …” Lige før han afbrød mig, mærkede jeg en svag duft af pebermynte. ”Liv?” Jeg vendte mig om, og blev mødt af en bølge af pebermynteduft, to mørkeblå øjne og et forsigtigt smil. ”Er det her den telefon, du snakker om?” Han rakte noget frem mod mig. Jeg kiggede ned. ”Jo,” svarede jeg, ”tak. Hvor kender du mit navn fra?” smilet blev lidt bredere, ”din veninde kaldte dig Liv." (jeg sagde det jo: Alle tror, at vi er veninder) " – jeg gik ud fra, at…” Sætningen blev aldrig afsluttet, for i det samme gav min telefon sig til at ringe. Jeg skynde mig at tage den; min mor havde en vane med at lægge på efter de fire første bib.
Han havde bare smilet ironisk, vendt om på hælen, og var fortsat end ad gaden. Havde ikke engang sagt sit navn.
Tja. Den er inspireret af serien "Lykke", som i øjeblikket kører på DR1 hver søndag - check it out!Jeg er ikke kommet så meget længere endnu, og jeg ved ikke, hvad der videre vil ske - kun, at jeg allerede selv elsker historien.
Hvad synes du? - smid gerne lige en kommentar, så er du sød(-:
Tak og godnat - nu vil jeg fortsætte mig eget lille kærlighedseventyr..
