onsdag den 26. januar 2011

En prøve på mit talent - forfatterskab.


Det er uligt, at jeg tidligere har nævnt det; det er ligeledes muligt, at jeg fuldstændigt har glemt at nævne det for dig. I hvert fald...: Jeg har en plan om at gøre karriere som forfatter. Hvorfor? Fordi jeg kan lide at skrive. Fordi jeg har talent. Fordi der er en masse historier, som jeg ønsker at dele med alle jer andre.

Her kommer der en smagsprøve. Det er en historie, som jeg startede på for et par dage siden, og som tager grundlag i min drøm om kærlighed, samtidigt med, at jeg prøver at undgå for meget Hollywood.

Her kommer den:


Han sad ved vinduet i Café Phoenix, da jeg fik fri fra arbejde. Rådhusurets visere bekendtgjorde, at klokken nu var kvart i fem, og skyerne på himlen truede med regn.
Min plan havde egentligt været at søge ly i caféen, men da jeg så ind i hans mørke, blå øjne gennem ruden, blev jeg pludseligt usikker. Han hævede spottende det ene øjenbryn, og jeg fik taget mig sammen – hvad lignede det, at jeg stod her og trippede som en genert skolepige? Jeg behøvede jo ikke at sætte mig i nærheden af ham.
Da jeg havde fået sat mig ved et bord, som stod på betryggende afstand af hans, fiskede jeg min bog op fra tasken. Efter mine talrige besøg vidste de fleste af servitricerne efterhånden, hvad jeg plejede at bestille, og snart sad jeg og varmede venstre hånds fingre på det sædvanlige krus kaffe. I højre hånd holdt jeg Stolthed og Fordom, og selvom jeg ikke kunne samle mig om de myldrende bogstaver, virkede det alligevel beroligende at vide, at de var der – så ville jeg hele tiden have et sted at flygte hen, hvis der skulle ske noget uventet.

Han blev siddende ovre ved vinduet. Jeg prøvede ikke at stirre alt for åbenlyst på ham, men jeg er ikke sikker på, at det lykkedes. Indimellem løsrev han blikket fra regndråberne, der strømmede ned over ruden, og første gang, jeg ikke nåede at trække øjnene til mig, og vores blikke mødtes, virkede det, som om han så lige igennem mig. De sorte pupiller borede sig ind i mine, og jeg kunne ikke udholde det skarpe blik; jeg blev nødt til at rive mig løs, og se væk. Bagefter skammede jeg mig over min svaghed.
Næste gang han fangede mit blik, var jeg bedre forberedt, og jeg formåede delvist at besvare hans smil. Dog kunne jeg stadigvæk ikke holde de borende, blå øjne ud, og det både frustrere og fyldte mig med bølgende afmagt, at jeg ikke bare kunne lade som ingenting, og ignorere ham. Herregud, jeg kendte jo ikke engang han navn! Det var direkte patetisk!

Da jeg forlod caféen klokken skes, så han efter mig gennem vinduet. Jeg kunne mærke hans blik på mig, da jeg skyndte mig ned ad gaden for at fange bussen. Jeg prøvede at virke elegant og tog lange, langsomme skridt, bevæge hofterne lidt ekstra under frakken, men jeg var hele tiden ved at vrikke om i de lidt for højhælede sko, og uden at vide, hvorfor, havde jeg en snigende fornemmelse af, at han sad og grinede af mig. ”Det kan være fuldstændigt lige meget!” tænkte jeg trodsigt, ”Hvad skulle hans mening dog interessere mig?!”
Klokken halv ét lå jeg stadigvæk vågen på sofaen i stuen. Soveværelset var for varmt, og selv med begge vinduer åbne kunne der ikke komme ordentligt gennemtræk derinde – stuen, derimod, var en del behageligere.
Mine tanker blev ved med at vende tilbage til den aften – kunne det virkelig passe, at det kun var fem dage siden? Det virkede, som om det lå en evighed tilbage...

Det var den første dag i skolernes sommerferie, og min lillesøster, Maja, havde lige afsluttet sit 9. skoleår. Mine forældre havde aftalt, at jeg ”kunne få lov” til at tage hende en tur med i byen, og selvom jeg ærlig talt helst havde været fri, gik jeg ind på aftalen. Hun var jo, trods alt, min lillesøster.
Vi var på vej ned mod en af aftencaféerne nede ved havnen, hvor vi havde aftalt at mødes med mor og far. Jeg skulle lige til at finde min mobil frem, og ringe til dem, dat det gik op for mig, at min lomme stod åben, og i et glimt gik det op for mig, at jeg havde tabt min telefon. ”Pis!” Maja så undersøgende på mig – vi var næsten lige høje nu, men selvom hun havde farvet sit hår, i en brun nuance, der kun var en anelse lysere end min, var det ikke til at se, at vi var søskende. For det første var der øjnene. Min var mørkegrønne, mens hendes svingede mellem blå og grå. Ansigtstrækkene skabte heller ingen lighed: Jeg havde altid haft skarpe, markerede kindben og kæber, mens hun havde bløde linjer og former - og ikke kun i ansigtet. Jeg kunne ikke lade være med at sukke indvendigt. Hun var én af den slags piger, som alle var misundelige på. Brunlig hud, lange ben... Jeg selv var bare bleg og lidt for tynd.
”Hvad er der, Liv?” Jeg rystede på hovedet.”Ingenting, jeg har bare tabt min telefon. Typisk, nu skal jeg have alt det besvær med at få spærret kortet, og …” Lige før han afbrød mig, mærkede jeg en svag duft af pebermynte. ”Liv?” Jeg vendte mig om, og blev mødt af en bølge af pebermynteduft, to mørkeblå øjne og et forsigtigt smil. ”Er det her den telefon, du snakker om?” Han rakte noget frem mod mig. Jeg kiggede ned. ”Jo,” svarede jeg, ”tak. Hvor kender du mit navn fra?” smilet blev lidt bredere, ”din veninde kaldte dig Liv." (jeg sagde det jo: Alle tror, at vi er veninder) " – jeg gik ud fra, at…” Sætningen blev aldrig afsluttet, for i det samme gav min telefon sig til at ringe. Jeg skynde mig at tage den; min mor havde en vane med at lægge på efter de fire første bib.

Han havde bare smilet ironisk, vendt om på hælen, og var fortsat end ad gaden. Havde ikke engang sagt sit navn. 


Tja. Den er inspireret af serien "Lykke", som i øjeblikket kører på DR1 hver søndag - check it out!Jeg er ikke kommet så meget længere endnu, og jeg ved ikke, hvad der videre vil ske - kun, at jeg allerede selv elsker historien. 

Hvad synes du? - smid gerne lige en kommentar, så er du sød(-:


Tak og godnat - nu vil jeg fortsætte mig eget lille kærlighedseventyr..

tirsdag den 25. januar 2011

...

Jeg har sådan en lyst til at skrive blog... Men jeg aner ikke, hvad i alverden jeg skal skrive om!
Mmh, nu tror jeg, at jeg ved, hvad jeg gør; jeg skriver bare en novelle om kæææææææææærlighed! :-)


PS: Jeg ææææææææææææææææææææææææææelsker dit smil!

mandag den 24. januar 2011

mandag - Badminton ! :-D & "Lykke"

Ja, så nåede vi dertil igen: Mandag. Den første tærskel til det evige helvede. Dog er der én ting, som formilder dette nedslående billede på min hverdag: BADMINTON! Gudsketakoglov var jeg ikke syg denne gang; det var jeg sidst. Thor begyndte, her, efter nytår, og det er altså voldsomt distraherende, at der er en (vanvittigt fantastisk) fyr til stede, når man render rundt efter en skide fjerboldt, og ligner en halvlam idiot (men derfor er jeg nu alligevel stadig vild med at spille badminton)..... Men, i hvert fald, jeg fik lokket Mathias med i dag, så der er lidt flere jeg kender (nårhja, jeg går jo "kun" i klasse med 3 af de andre, plus min bror, og så kender jeg Filip.. ;-)), så det bliver endnu federe!

Han er ret flink, Mathias, de fleste andre drenge får mig til at føle mig underlegen, men sådan er det ikke med ham: Tro nu ikke, at jeg har forelsket mig i ham, for det har jeg ikke (Sophie!), jeg synes bare godt om ham som veeeeeen. !

Nå, men når vi nu alligevel er ved emnet, så vil jeg vende mig tilbage til min evige plage ;-)  : kææærligheden (eller "den fysiske tiltrækkelse". Jeg aner ikke, hvad i alverden det er, så kald det, hvad du vil).
Ser du Lykke? det kan være du gør... Hvis ikke du gør, så kan jeg anbefale den, for den er.... Ja, god. godgodgodgod ! :o)
Men, og her kommer det: Jeg har altid haft en kæææmpe svaghed for mænd med mellemrum mellem fortænderne. And guess what?: Det har.... Anders Assing. Ja, jeg ved godt, at jeg er patetisk: jeg forelsker mig hvert 10. sekund, og så kan jeg ikke tænke på andet, indtil jeg får øje på en anden, som jeg bedre kan lide. Sygtsygtsygtsygtsygtsygtsygt - I know! Det er altså kaotisk, når man er 15 år, og kun finder mænd, som (for det meste) er over 30 år gamle, attraktive!

Derfor har jeg brugt det af dagen, som ikke var optaget af badminton og skolegang, på at se "Lykke". Afsnit 4-5, så 1-2, og nu er jeg i gang med nummer 3.

Jeg mangler noget at tage mig til.... Måske skulle jeg begynde at samle på frimærker eller et eller andet ligegyldigt, som kan give mit liv en smule ekstra, tomt indhold, så jeg kan få tænkt på noget andet en attraktive mænd i 40'erne. Måske var det en idé?

søndag den 23. januar 2011

"International blog" - på engelsk, hvis du nu er i tvivl.. ;-)

This is going to be an experiment: This time my blog will be in english.
I don't really know, why to do that; it just seemed obvious to write in English, since this webside (apparantly) is international.

so, whoever you are: Welcome to my blog/diary/thoughs - something.

Today it's Sunday; the day before Monday; the day after Saturday AND the last day in the weekend! What I've been doing during the weekend is: Sleeping, watching TV, texting friends, reciving messages, writing here - on my blog, falling in love, going to a party, checking Facebook for "new, exciting" updates, relaxing....

You know; Just plaine "nothingness-doing", or something :-)

Now, however, my daddy keeps on telling me to go to bed, and since I haven't had slept a lot the past week, I should probably obey him... Just for once :-D

So: Goodnight, dear you, and I'm sorry for alle the wrong spelling and grammar fails... I'm neither English, nor perfect..

SWEET DREAMS :-D

lørdag den 22. januar 2011

Selvom jeg skriver med dig, og du gør mig glad, så kan jeg ikke lade være med at græde... Jeg føler mig så ensom, selvom jeg har jer allesammen. Det er som en klump, der sidder fast i halsen; som om, jeg skal kaste mursten op...
Du får mine knæ til at ryste, men jeg er ikke forelsket i dig. Jeg spænder hver muskel i kroppen; ellers får jeg kvalme.

Hvorfor, hvorfor skal jeg hele tiden græde? Jeg har ingen grund, ingen grund overhovedet, til at være så nedtrykt...

Jeg føler mig bare så alene.... Måske, fordi jeg ikke kan holde andre mennesker ud....
Jeg ville skrive... Skrive, hvor forvirret jeg er, hvor tom jeg føler mig, hvor ensomt det nogle gange kan være...
Der er så meget, jeg gerne ville have skrevet, men af en eller anden grund kan jeg ikke sætte ord på noget af det. (U)

"Lørdag morgen" ---

Bisættelsen i går gik fint... Ikke noget nyt dér..

Én "ny" ting kunne være, at Sophie (jeg ved at du læser med! ;-)) fik mig overtalt til at tage med til Laura og Olivers (fødselsdags)fest.
Hvordan kan man have været til bisættelse, og så have lyst til fest???

Nå, men i hvert fald; det var sk*de hyggeligt, ikke så meget druk, som det ellers plejer at være - hvilket muligvis skyldes, at nogle af de værste drukkenbolte (drengene, altså) først kom klokken 23:30. Men i hvert fald:
 Fed oplevelse!

Du husker sikkert ham, Thor, jeg fortalte om den anden dag, ikk'? Han var også med (selvfølgelig var han med - vi går i samme klasse). Hmm....  Og - ? Ja, det ved jeg ikke.... I don't know anything! Det er så kompliceret... Eller, nej, det er det IKKE! For der sker INGENTING! Jeg er så irriteret over at være genert og alt det... *sight*

Nå, jaja, det var fedt, skønt, sjovt, og jeg fik ondt i maven af grin. Ikke, fordi jeg havde drukket meget andet end vand, men vildt sjovt var det nu.

Så, nu begynder jeg at gentage mig selv. Jeg laver stavefejl, fordi klokken er 12, jeg er træt, jeg ikke har fået særlig meget at spise siden klokken 4 i går, og fordi jeg ligger på maven i min seng med dig foran mig.

Der er så meget, jeg gerne vil skrive, men jeg kan hverken finde ud af at formulere det, eller regne ud, hvilke af de mange ting jeg skal skrive om.

Jeg tog hjem klokken 00:30 - jeg er ikke et nattemenneske, så det var faktisk lidt af en bedrift, at jeg holdt ud så længe! :-)

Nu smutter jeg ned og får noget morgenmad (eller frokost. Kald det, hvad du vil)!

Farveller herfra.

Ps. Thor Vive, jeg er vanvittigt forelsket i dig!

torsdag den 20. januar 2011

"Mærkelige tanker omkring mangel på sorg....."

Årh, jeg ved ikke....

Jeg skal til begravelse i morgen. Jeg ved virkelig ikke.... Altså, mit største problem er, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal lægge min makeup, og at mine *klamme* grandonkel vil være til stede. Hvad er jeg for en person? Min oldemor skal brændes, og jeg følger bare med fra sidelinjen med kommentarer som "Flotte dekorationer i kirken", "Ville den buket ikke have set bedre ud med liljer i stedet for roser?" og "Ham på forreste række - er han single?" Jeg, som ellers hænger mig i, at vi alle skal være mindre materialistiske og handle mere ud fra vores hjerte....
Hvordan kan man ikke græde over sin oldemor, når næsten alle andre blev tydeligt rørte over at få af vide, at hun var død. Min eneste tanke var: "Nå, endelig" - og det var ikke engang med vilje, at jeg tænkte det! Som det ufølsomme kreatur jeg er, sidder jeg bare og spiller et eller andet fuldstændigt ligegyldigt spil, mens min mor sidder og græder, Emil og far prøver at trøste.

Er der gået noget i stykke inden i mig? Hvorfor kan jeg ikke græde, når folk dør rundt omkring mig? Hvorfor begynder jeg at tude over fuldstændigt ligegyldige ting, som f.eks. at jeg ikke kan (få lov til at - ) spise bacon? Hvorfor griner jeg på alle de upassende tidspunkter, og når folk græder, fordi deres slægtninge lige er døde? Hvorfor skal der så meget til, at jeg føler mig rigtig glad? Hvorfor kan jeg aldrig blive bare en lille smule lykkelig? Hvorfor sidder jeg og bekymrer mig om sådanne ligegyldige ting, når folk dør af sult, krig, sygedom og i ulykker?

Godnat, jeg hedder Astrid Edelmann Jørgensen, jeg er en meget overfladisk og selvisk person.

Og det her er mit liv:

"nyforelskede mig" - endnu en tur i helvede ..

Dearest blog...
det gør altid så f*ndens ondt at være forelsket... Især nyforelsket (det var dét, der gik galt herinde tidligere. De meget meningsløse opslag giver lidt bedre mening, når man ved, at jeg lige var blevet forelsket! ).

Problemet er bare, at det er i den forkerte. HELT forkerte. - trods mit ærlighedsløfte kan jeg dog ikke fortælle dig, hvem det er. Det ville blive alt for akavet!

I da kende følelsen; man bliver helt rastløs og kan slet ikke tænke klart, det gør ondt indeni, men alligevel kan man ikke lade være med at sidde og kigge på billeder af ham..... Så hører man dårlige kærlighedssange, spiser banan og laver mavebøjninger - det er min "kur" mod forelskelse. Selvom - den virker kun midlertidigt. 5 minutter efter sidder du igen og føler dig ensom, opstemt, glad, frustreret, deprimeret, tom.....
Åhr, blog, det er så.... pinligt !
Jeg aner ikke, hvad det lige var, der skete, men hun skulle absolut ikke have fortalt ham det! F***!
For satan, noget rod!
 - Og så lige ham!?
Nej, det kan ikke passe, det er ikke sket...
Årh, jo, det er det..... P** !

PIS!

Årh, det er bare løgn!
løgn, løgn, løgn, løgn, løgn, løgn, løgn, løgn, løgn!
Jeg kan ikke være forelsket i ham. Det kan jeg bare IKKE!!
Pis.
Det er jeg.
Pis, pis, pis, pis!
FUCK! fuckingfuckfandensfuckfuckfuckFUCK!

tirsdag den 18. januar 2011

"Bitre ytringer" - forelskelse i mikroskopet.

Godaften, blog, godaften...

Jeg her hjertekvaler - men det lader til at være meget normalt i min alder. Og dog kan jeg ikke lade vær' med at tænke: Er det mig? Er jeg for naiv? - for jaloux?

For, kære blog, hvordan kan det være, at Sanne, som hverken er særligt køn eller videre intelligent (sorry, Sanne, men nogle gange skal man bare have luft for alt det indeni... ), kan være så gode "venner" med Thor - ham den dejlige, jeg har kunnet li' siden 4.? "Love is so complicated" - dér ramte du hovedet på sømmet, Anthony Hamilton... Jeg fatter det ikke! Hvad har hun, som jeg ikke har? Udover... Hun har et enestående talent til altid at fremstå som værende interessant, hun ser tyndere ud i ansigtet end jeg (*kun* i ansigtet - og jeg har altså de flotteste øjne! ..og så kan jeg i det mindste finde ud af at ligge min makeup de rigtige steder), hun er barnlig (noget mænd tilsyneladende ser som et stort plus.. Don't ask me why!), har haft en masse kærester (størstedelen 4-5 år ældre end hende selv), og så er hun mere barmfager end undertegnede. Well, og begge deres mødre har sklerose.Og så tegner hun.

Årh, jeg havde ikke tænkt mig, at dette skulle være en blog fuld af bitre ord, men lige nu er jeg bare så forvirret indeni, at den eneste følelse jeg har styr på, er vrede. Og det er så gennem vredens røde øjne, at jeg ser verden i øjeblikket. Så, please forgive me, at jeg er lidt.... Du ved... eller, det ved jeg ikke, om du gør; jeg ved ikke selv, hvad jeg mener. Jeg ved ikke, hvad jeg mener med noget. NOGET SOM HELST!

*suk*

Jeg ved ikke; jeg må hellere slutte nu. Jeg ved faktisk ikke, om jeg vil udgive denne blog; jeg fremstår som en ond heks, men som jeg tidligere har skrevet, foretræklker jeg at være ærlig herinde, og det må så også gælde på mine dårlige dage..

Skriv til mig, hvis du kender kuren på et knust hjerte; og hvis ikke, så lad mig være, så jeg selv har tid til at tape stumperne sammen.

Godnat, blog, du som bliver overøst med alle mine mange bekymringer!

mandag den 17. januar 2011

Et musikalsk vidunder.

Dear bolg..........

Kender I det, når man tilfældigvis falder over en musiker/kunstner, som man bare går helt i hak med? - man kan bare ikke få nok af dem, og man kan ligge i tmevis og lytte til deres musik uden at føle, at man spilder tiden...

Jeg kender det, og navnet er Dolly Parton. Jeg er opvokset i et hus med Johnny Cash, John Denver, Anne Linnet, Enya og så Dolly Parton. Sædvanligvis har jeg i de sidste år hørt periodevis Paramore, Green Day, Nightwish, Within Temptation, Evanescence, Slipknot og Hammerfall, men det sidste stykke tid har intet af det længere givet nogen mening for mig; og så en dag, kunne jeg bare ikke få Dollys "Jolene" ud af hovedet. Den samme aften blev hendes cd smidt på anlægget i mit værelse, og det var som balsam for sjælen. En meget speciel og rar oplevelse; tænk, at hun har ligget lige foran næsen for mig så længe.....

Nu er det jo ikke, fordi jeg har til opgave at give mine medmennesker lektier for, men jeg vil alligevel opfordre jer til at tænke over, hvorfor I hører den musik, I hører - er det, fordi I faktisk godt kan lide den? - Ved I ikke, hvad I ellers skal høre? - Er I bare vant til det?
Der er en hel verden af musik og vidunderlige, instrumentale oplevelser derude, og de er der kun for dig og mig. Vi kan vælge og vrage; nyd dig magt, og stil dig ikke tilfreds, før du, ligesom jeg, har fundet noget, som virker fuldstændigt rigtigt for dig! :-)

Kærligts og meget træt - farvel og godnat!

"Honesty and selfmade quotes"

Ja, og så alligevel ikke...

Her er jeg jo så igen; jeg burde lave religionslektier, jeg burde træne, jeg burde bruge tid på min familie... Men nu er jeg kommet i gang, og så er det næsten umuligt at stoppe....

HEJ IGEN, BLOG!

der er noget interresant ved at skrive til folk, som de slet ikke kender... I virkeligheden kunne alt det her jo bare være falskt, ikke? Jeg kunne være en gammel kone på 81, som sad på plejehjem, og savnede nogle sociale sammenhæng i hverdagen. Men, jeg kan forsikre jer for, at det ikke er sandheden; denne blog skal være et kig ind i det hjerte, som ingen ellers har kunnet skue igennem; ellers kunne det hele jo være lige meget. "Ærlighed, så langt det rækker - selv længere end ordets magt." (og, ja, det var noget, jeg selv lige fandt på).

Der er så meget, jeg gerne vil sige gennem denne blog; en masse ting, som jeg synes er uendeligt vigtige. Men det er så svært at få sat ord på det hele, så jeg ved ikke, hvor alle mine overvejelser vil føre os hen. Hvem ved?

"Kun tiden kan vise, hvordan dagen i morgen vil blive..." - jeps, det var også lige noget, jeg fandt på.

"proto-blog"

Jeg aner ikke, hvordan jeg skal introducere mig selv - jeg har aldrig før skrevet en blog. Måske burde I få alle de overfladiske ting om mig: min hårfarve, højde og vægt, min alder og mit bosted... men alle de ting ville bare gøre jer forvirrede; måske kunne i danne jer et fysisk billede af mig, men det psykiske ville aldrig helt falde på plads. Derfor må i nøjes med dette: jeg er et 15-årigt hunkønsvæsen, placeret på Jorden, og med en masse humørsvingninger. Jeg kalder det frustrationer over livets uretfærdighed og mangler; de kalder det hormonel ubalance.

En af de omdrejningspunkter, mit liv cirkulerer stødt og uroligt om lige i øjeblikket, er de fyre dér... Siden en gang i 4. klasse har jeg været vild med det samme hankønsvæsen, som desværre aldrig har vist mig den store interesse. Det virker sådan lidt ynkeligt, når jeg skriver det her; 5 år spildt i en ulykkelig forelskelse, som jeg aldrig rigtig har gjort noget ved. Tja, det er vel egentlig også lidt patetisk, men jeg er ikke typen, der er til kærester; jeg er forelsket i at være forelsket. Mit længste forhold strakte sig over elleve timer, og jeg burde måske lige indskyde, et det var fra en aften til en morgen, og forgik i 5. klasse...

Som et resultat af min utilfredsstillende erfaring på det punkt, har jeg nu besluttet, at jeg kun vil forelske mig i skuespillere, sangere og alle de andre, som jeg alligevel kun vil møde på tv - og computerskærmen. ...Men hvis du ringer til mig om en uge, er dét forsæt sikkert faldet på gulvet ;-)

Over and out for denne gang, kære blog!