Årh, jeg ved ikke....
Jeg skal til begravelse i morgen. Jeg ved virkelig ikke.... Altså, mit største problem er, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal lægge min makeup, og at mine *klamme* grandonkel vil være til stede. Hvad er jeg for en person? Min oldemor skal brændes, og jeg følger bare med fra sidelinjen med kommentarer som "Flotte dekorationer i kirken", "Ville den buket ikke have set bedre ud med liljer i stedet for roser?" og "Ham på forreste række - er han single?" Jeg, som ellers hænger mig i, at vi alle skal være mindre materialistiske og handle mere ud fra vores hjerte....
Hvordan kan man ikke græde over sin oldemor, når næsten alle andre blev tydeligt rørte over at få af vide, at hun var død. Min eneste tanke var: "Nå, endelig" - og det var ikke engang med vilje, at jeg tænkte det! Som det ufølsomme kreatur jeg er, sidder jeg bare og spiller et eller andet fuldstændigt ligegyldigt spil, mens min mor sidder og græder, Emil og far prøver at trøste.
Er der gået noget i stykke inden i mig? Hvorfor kan jeg ikke græde, når folk dør rundt omkring mig? Hvorfor begynder jeg at tude over fuldstændigt ligegyldige ting, som f.eks. at jeg ikke kan (få lov til at - ) spise bacon? Hvorfor griner jeg på alle de upassende tidspunkter, og når folk græder, fordi deres slægtninge lige er døde? Hvorfor skal der så meget til, at jeg føler mig rigtig glad? Hvorfor kan jeg aldrig blive bare en lille smule lykkelig? Hvorfor sidder jeg og bekymrer mig om sådanne ligegyldige ting, når folk dør af sult, krig, sygedom og i ulykker?
Godnat, jeg hedder Astrid Edelmann Jørgensen, jeg er en meget overfladisk og selvisk person.
Og det her er mit liv:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar