Selvom jeg skriver med dig, og du gør mig glad, så kan jeg ikke lade være med at græde... Jeg føler mig så ensom, selvom jeg har jer allesammen. Det er som en klump, der sidder fast i halsen; som om, jeg skal kaste mursten op...
Du får mine knæ til at ryste, men jeg er ikke forelsket i dig. Jeg spænder hver muskel i kroppen; ellers får jeg kvalme.

Hvorfor, hvorfor skal jeg hele tiden græde? Jeg har ingen grund, ingen grund overhovedet, til at være så nedtrykt...

Jeg føler mig bare så alene.... Måske, fordi jeg ikke kan holde andre mennesker ud....